Room 84 : Loneliness in difficult times

 

Jeg hedder Sisse, jeg er 31 år, og jeg er ensom. Det er jeg bare. Det kan folk godt synes er pisseskræmmende, at jeg siger.

Ensomheden er en følelse, der er svær at forklare, for jeg er ikke som sådan alene. Det føles bare sådan. Som om, jeg står midt i orkanens øje og kigger ud på alle de andre, der hvirvler rundt i livet, mens jeg selv først lige er ved at finde ud af, hvor jeg overhovedet skal hen. Mine veninder får børn og jobs og forlovelsesringe på og flytter ud af Aarhus og har travlt. Jeg selv er single på 7. år, bor alene, har været sygemeldt i over et år som følge af at have fået konstateret en funktionel lidelse, jeg har opgivet mit arbejdsliv som lærer efter 2,5 år i folkeskolen, fordi jeg ikke kunne holde til det - og nu er jeg ved at finde ud af, hvad der så skal ske i mit arbejdsliv fremover. Som følge af at være i systemet, er mit eget system desværre blevet så presset, at jeg nu også lider af angst. Oven i hatten har jeg i dette år bøvlet med en svær relation til min far. Det er sgu som om, udfordringerne kommer i stimer.

Ja, der er udefra set meget smerte i mit liv, og jeg er meget åben om den og om min ensomhed. Det kan være meget svært for omverden at forstå og især at rumme, og det er ironisk nok herfra, min ensomhed udspringer. Der er røget nogle veninder i svinget, fordi jeg har mistet mit overskud til at være noget for andre og måske også fordi, jeg kan være svær at rumme lige nu. Jeg har som resultat heraf isoleret mig en del, fordi jeg efterhånden har fået erfaring for, at det er lettere. Jeg har fået en oplevelse af at miste værdi som menneske Det ligner mig ellers ikke at have det sådan. Det kan bare godt gøre ondt at være sammen med andre, når man selv er så sårbar. For jeg savner jo den gamle Sisse. Hende, der var nærværende og ikke havde angst og smerter. Hende, der gik i byen og dansede og som tog initiativer og gik på dates og optrådte med poetry slam og skabte nye venskaber. Hun er der stadig - inde i mig. Jeg er stadig den samme, men andre oplever det ikke sådan, tror jeg.

Samtidig er jeg i den vildeste proces. Jeg forandrer mig, for det er jeg nødt til. Jeg forsøger at omfavne min nye virkelighed. Jeg øver mig i at bede mine mennesker om hjælp. Jeg deler flittigt min smerte og mine udfordringer på instagram. Her møder jeg meget virtuel opbakning, og det kan virkelig varme på de værste dage. På de gode dage deler jeg mine sejre. Her oplever jeg glimt af den gode, gamle Sisse. I tirsdags inviterede jeg en mand ud på mit yogasted, fordi han så så sød ud, at jeg ikke kunne lade være. Sidste lørdag mødtes jeg med en kvinde gennem instagram og havde en hyggelig eftermiddag. Jeg er begyndt i gruppeterapi hos TUBA, hvor jeg connecter så vildt med andre om at have det svært med sin familie. Jeg vælger kun at investere min energi i de mennesker, der oprigtigt er der for mig (og det er ikke let!). Jeg græder mit hjerte ud til Body SDS og hos min psykolog. Jeg ånder ind i min sjæl til yin yoga næsten hver eneste dag; min smukke, frie sjæl, der bare gerne vil være fri til at kunne skrive ord og grine og nyde og elske og blive elsket af andre. 

“Det er en fase,” siger jeg til mig selv -“jeg er jo SÅ meget mere end min ensomhed,” fortsætter jeg. For jeg ved det godt inderst inde - at jeg er så meget mere end min smerte og min ensomhed. Så jeg giver slip, helt slip, begynder at tillade mig selv at sive langsomt ud i verden igen, jeg begynder at give det plads, dét, der er mig, sådan rigtigt, og mens jeg gør det, føles presset udefra lidt mindre, jeg lader nervøst drømmene snige sig med mig ud i verden, jeg tillader mig nu nervøst bare at være; lytter til mig selv uden rigtig at lytte til den insisterende indre kritiker. Jeg falder igen og igen, jeg vælter, men jeg rejser mig altid op bagefter; jeg vader ind i folk med træsko på og et temmelig uisoleret hjerte, og nogle gange er det for meget, men for meget kan også være lige tilpas, og det er derfor, de her sætninger bliver så lange.


Men altså. Jeg hedder Sisse, jeg er 31 år, og jeg er ensom, fordi jeg vakler i livet lige nu. Det gør ondt. Sådan er det bare.